Vandreture på Færøerne
Skrevet af Allison Green, der ejer bloggen Evig Ankomst.
Der er et gammelt ordsprog, som jeg tror, færingerne vil sætte pris på: Vi planlægger, Gud griner.
Færøerne er isoleret i en vindblæst lomme i det nordlige Atlanterhav med mere end 240 km fra det nærmeste naboland – og færingerne kender naturligvis det lunefulde vejr bedre end nogen andre. Tåge er noget alle færinger kender til og som de ofte må forholde sig til. Solrige dage er undtagelsen, ikke reglen. Under enhver aktivitet på Færøerne skal man være klar over, at det i sidste ende er vejret, der bestemmer.
Til trods for det, har færingerne beboet øerne i over tusinde år. De er stolte over deres traditioner og lader sig ikke gå på af vejret – heller ikke selvom det påvirker det traditionelle færøske køkken og madkultur, fordi det er tæt på umuligt for grøntsager at gro i den stenende jordbund.
For en førstegangsbesøgende på Færøerne er det overraskende at se de vejrskift, der kommer hver dag. Færøerne er et sted, hvor man bliver nødt til at lægge telefonen med vejrappen væk og bare kigge op på himlen for at se vejrudsigten.
DEN FØRSTE UDFLUGT MED TÅGE
Vi landede på en dag med en bemærkelsesværdig klar himmel. Vi hentede lejebilen og kørte straks mod Gåsedal. En bygd, der ligger på den vestlige del af øen, Vågø. Her viste Færøerne sig fra sin bedste side med strålende, smaragdgrønne farver efter sommerregnen. Vi så de flotte huse langs kysten med havet som baggrund.
Min ven havde advaret mig om at tage til Gåsedal. Byen ligger nemlig helt ned til havet – så tæt på, at man kan frygte, at den styrter i. I stedet bliver byen holdt oppe af de stærke vinde, der blæser nede fra havet og op langs klipperne. Men da vi nærmede os Gåsedal, blev vi i stedet mødt af det turkisblå hav, der slog ind mod kysten – og vi tog flere hundrede billeder på de første par dage.
Derefter kørt vi ned ad de snoede veje, mens tågen tætnede og omringede vores bil. Vi parkerede der, hvor vi vidste at vi kunne fotografere Drangarnir – en kæmpe klippe i havet med et hul gennem midten, der former et lille vindue. Her stod to får og græssede – helt upåvirkede af den tåge, der var ved at omslutte dem. Vi stod ud ad bilede og ventede utålmodigt på, at vejret ville klare op – det gjorde det ikke.
Vi mistede tålmodigheden og kørte videre mod vores næste destination, søen Sørvágsvatn, for ikke at spilde mere af vores dag.