Use the icon on pages to add to favourites.

See & Do

{{::favorite.region}}

{{::favorite.title}}

{{::favorite.excerpt}}

Editorials

{{::favorite.region}}

{{::favorite.title}}

{{::favorite.excerpt}}

Events

{{::favorite.region}}

{{::favorite.title}}

{{::favorite.excerpt}}

Vandreture på Færøerne

Skrevet af Allison Green, der ejer bloggen Evig Ankomst.

Der er et gammelt ordsprog, som jeg tror, færingerne vil sætte pris på: Vi planlægger, Gud griner.

Færøerne er isoleret i en vindblæst lomme i det nordlige Atlanterhav med mere end 240 km fra det nærmeste naboland – og færingerne kender naturligvis det lunefulde vejr bedre end nogen andre. Tåge er noget alle færinger kender til og som de ofte må forholde sig til. Solrige dage er undtagelsen, ikke reglen. Under enhver aktivitet på Færøerne skal man være klar over, at det i sidste ende er vejret, der bestemmer.

Til trods for det, har færingerne beboet øerne i over tusinde år. De er stolte over deres traditioner og lader sig ikke gå på af vejret – heller ikke selvom det påvirker det traditionelle færøske køkken og madkultur, fordi det er tæt på umuligt for grøntsager at gro i den stenende jordbund.

For en førstegangsbesøgende på Færøerne er det overraskende at se de vejrskift, der kommer hver dag. Færøerne er et sted, hvor man bliver nødt til at lægge telefonen med vejrappen væk og bare kigge op på himlen for at se vejrudsigten.

DEN FØRSTE UDFLUGT MED TÅGE

Vi landede på en dag med en bemærkelsesværdig klar himmel. Vi hentede lejebilen og kørte straks mod Gåsedal. En bygd, der ligger på den vestlige del af øen, Vågø. Her viste Færøerne sig fra sin bedste side med strålende, smaragdgrønne farver efter sommerregnen. Vi så de flotte huse langs kysten med havet som baggrund.

Min ven havde advaret mig om at tage til Gåsedal. Byen ligger nemlig helt ned til havet – så tæt på, at man kan frygte, at den styrter i. I stedet bliver byen holdt oppe af de stærke vinde, der blæser nede fra havet og op langs klipperne.  Men da vi nærmede os Gåsedal, blev vi i stedet mødt af det turkisblå hav, der slog ind mod kysten – og vi tog flere hundrede billeder på de første par dage.

Derefter kørt vi ned ad de snoede veje, mens tågen tætnede og omringede vores bil. Vi parkerede der, hvor vi vidste at vi kunne fotografere Drangarnir – en kæmpe klippe i havet med et hul gennem midten, der former et lille vindue. Her stod to får og græssede – helt upåvirkede af den tåge, der var ved at omslutte dem. Vi stod ud ad bilede og ventede utålmodigt på, at vejret ville klare op – det gjorde det ikke.

Vi mistede tålmodigheden og kørte videre mod vores næste destination, søen Sørvágsvatn, for ikke at spilde mere af vores dag.

VANDRETUR TIL SØRVAGSVATN

I teorien er vandreturen til Trælanípa bare en dejlig to-timers rundtur, hvor man ser masser af får og måske møder et par mennesker i det grønne landskab. Når man ser ud i horisonten, kan man se små vandløb, der ender i Sørvagsvatn og for enden af stien, kan man klatre op af en stejl klippeskrænt. Fra toppen af den, ligner søen bare et glas vand, der er ved at flyde over.

Der var kun et problem, da vi nåede målet på vores vandretur. kunne vi næsten ikke se klipperne 6 meter foran os. Vi besluttede os for at vente på vejret klarede op og i mellemtiden gav vi fårene latterlige kælenavne. Der gik 2 timer, hvor Graham og Baarbare var klare vindere i vores ordspil, tågen nægtede at lette.

Vi vendte tilbage til vores bil – en smule mismodige. Lige pludseligt skinnende solstrålerne ned på Trollkonfigur (en klippe formation) ude i horisonten. Vi måbede begge to over den flotte udsigt, fandt kameraerne frem og tog en masse billeder. Det var ikke billeder, vi havde planlagt at tage, men de havde en slags magi og var bestemt ikke en trøstepræmie, efter vores mislykkede vandretur til Sørvagsvatn.

VORES ANDET FORSØG PÅ KALSØ

Næste morgen da vi tog afsted mod Kalsø omsluttede tågen vores færge. Vi kunne ikke se udsigten fra vores bilvinduer og det føltes som om vi svævede igennem en sky. Det var som om jeg sad øverst på en rutsjebane, der skulle til at køre nedad. Heldigvis var færgeturen til Kalsø kort. Det tog kun 20 minutter – en forbløffende kort tur. Tågen var så tyk, da vi ankom, at vi ikke engang kunne se Kalsø, før vi næsten var på øen.

Vi manøvrerede vores bil gennem enkeltsporede tunneler. Tågen lettede så småt og da vi nåede landsbyen Trøllanes, kunne man nærmest se hele byen. Solen sendte stråler ned gennem skyerne og det fik byen til at lyse op.

Så gik op ad den første stejle bakke og da vi nåede toppen kunne vi vælge en mere flad rute på resten af vandreturen. På vores tur gik vi forbi en masse får, der nød solen. Et af fårene lå og slikkede sol på en sten, mens andre får bare stod og spiste græs. Det slog mig, at fårene levede fuldstændig i harmoni på disse øer.

Vi vandrede i den smukkeste natur og gik den sidste opadgående stigning mod Kalsø fyrtårn. På toppen valgte vi at tage en slapper og ligge os i græsset, ligesom fårene gjorde. Vi spiste vores medbragte chokolade og nød landskabets skønhed omkring os. Selvom fyrtårnet normalt er i fokus på alle fotografierne, kunne jeg ikke lade være med at blive begejstret over landskabet.

Der blev mere og mere overskyet, med denne gang holdt tågen sig væk, mens vi vandrede 45 minutter tilbage til vores bil. Vi var helt målløse over, hvor betagende øen havde været og hvor godt vejret havde været. Min ven havde faktisk på en tidligere tur til Færøerne forsøgt at vandre ruten, men havde måttet sidde og vente til tågen lettede. Denne gang fik hun lov til at gennemføre vandreturen med dejligt vejr.

På vores vej tilbage til færgeterminalen, stoppede vi i Mikladalur for at se Kópakonan (en statue af sælkvinden). Kópakonan, er en grønpatineret bronzestatue, der viser en kvinde, der træder ud af hendes sælskind med et glimt af modstand i øjet. Da bølgerne brusede og tågen tætnede baggrunden, blev historie om Kópakonan levende. Derudover, kunne jeg godt forstå, hvorfor mange af de ældgamle færøske myter lever i bedste velgående i dag.

Da vi sad i bilen og ventede på båden til Kalksvig, blev tågen igen tæt.

VANDRETUR TIL SØRVAGSVATN

I teorien er vandreturen til Trælanípa bare en dejlig to-timers rundtur, hvor man ser masser af får og måske møder et par mennesker i det grønne landskab. Når man...

Release to read more Click the circle to read more

EN CHANCE, DER ER VÆRD AT TAGE

Færøerne er ikke en destination, som du kan bestemme over. Selvom du har lagt en gennemført plan, så er der ingenting, der er sikkert. Hver en destination og smuk udsigt, kræver at du snører vandrestøvlerne og at vejret er med dig.  Der er netop det, der gør de 18 øer så betagende.

I en verden, der nærmest er blevet for let at rejse rundt i, er Færøerne stadig en unik destination. I en verden, hvor man kan spise den samme mad, uanset hvor på kloden man befinder sig, så tilbyder Færøerne en anderledes oplevelse. Det er en udfordring på alle måder. Hvis du vælger at acceptere denne udfordring og tager turen til Færøerne, vil du finde et af de mest spektakulære steder på jorden. Når du ankommer til Færøerne, så husk at lave en ønskeseddel frem for en tjekliste over, hvad du vil opleve. Der er meget, der kan nå at ændre sig under dit ophold.

Uforudsigeligheden er det, der gør Færøerne til noget særligt. Hver gang skyerne spreder sig og lader sollyset kigge frem, vil du blive forundret over, hvor blåt havet er. Når solen skinner gennem en tyk tåge og rammer en lille landsby, så sker der noget magisk. Når vejret ødelægger dine planer, bliver du bare nødt til at vende tilbage og forsøge igen senere.

EN CHANCE, DER ER VÆRD AT TAGE

Færøerne er ikke en destination, som du kan bestemme over. Selvom du har lagt en gennemført plan, så er der ingenting, der er sikkert. Hver en destination og...

Release to read more Click the circle to read more

Andre Gæsteartikler

Udforsk en anden side af Færøerne

Færøerne … gennem en New Yorker´s øjne

Det færøske køkken